Grundstødt skib ventes fri i dag
Det 190 meter lange fragtskib Almeria, der lørdag aften gik på grund i Kadetrenden omkring syv sømil sydøst for Gedser, bliver efter alt at dømme trukket fri af grunden i dag. Det oplyser Søværnets Operative Kommando, SOK, til folketidende.dk.
Skibet var på vej fra Gdynia i Polen med en last af hvede til Dar Es Salam i Tanzania via Skagen, da det gik på grund lige uden for sejlrenden. Først på ugen regnede man med, at skibet sad så hårdt på grunden, at det formentlig blev nødvendigt at fjerne en del af lasten, før det kunne trækkes fri. . Ifølge SOK har man efterfølgende vurderet, at det alligevel ikke er nødvendigt, så Almeria kan måske fortsætte sin sejlads senere i dag. Kort før middag lå den tyske bugsér-båd Bugsier 16 ved den store bulkcarrier, der er indregistreret i Liberia.
Almeria var de første dage efter grundstødningen under observation miljøskibet Gunnar Seidenfaden i tilfælde af, at det skulle lække olie. Gunnar Seidenfaden har siden forladt området, da faren for udslip var drevet over.
Kilde. Folketidende