Mærsk har solgt sine supertankere
Maersk Tankers har solgt sin flåde på 15 supertankere til det belgiske rederi Euronav. Tankskibene vil over de kommende måneder blive overdraget til deres nye ejer. Maersk Tankers har indledt forhandlinger med de berørte medarbejdere på havet og i land.
”Vi gav sidste år udtryk for, at det var vores intension at reducere vores engagement i VLCC-segmentet, for fremover at fokusere på produkttankområdet. Euronav har nu givet os et tilbud der gør det muligt at realisere denne strategi”, siger Morten Engelstoft, CEO Maersk Tankers.
Maersk Tankers skriver i en meddelelse, at rederiet arbejder tæt sammen med Euronav for at sikre en glidende overgang i takt med, at de kontrakter skibene sejler under udløber.
Rederiet har samtidig indledt forhandlinger med de berørte ansatte for at begrænse tabet af arbejdspladser mest muligt.
Salget af de 15 supertankere til Euronav har været ventet siden handlen med det belgiske rederis aktier på børsen i Bruxelles blev indstillet kort før nytår. Efter købet af de 15 Mærsk supertankere råder Euronav nu over en flåde på 26 VLCCere, en af de største flåder i branchen.
Det amerikanske rederi General Maritime var længe inde i billedet som køber, men rederiet var ikke i stand til at rejse den milliard dollar en køber angiveligt skulle lægge på bordet.
Kilde: Maersk Tankers