Gode udsigter for LNG-skibsfart
Der er bedre tider på vej for de rederier, der er beskæftiget med transport af flydende gas, vurderer konsulenthuset Drewry Maritime Equity Research, der især peger på, at amerikansk eksport af LNG/LPG er en stor drivkraft for den type transport.
Drewry mener, der på mellemlang sigt er gode udsigter for LNG-markedet, selvom markedet lige nu plages af voksende ordrebøger og for lidt kapacitet til kondensering. Men der er flere kondenseringslæg undervejs, og det vil føre til et større behov for transport af LNG, og det vil også forbedre fragtraterne.
Hvad angår LPG, nyder dette segment godt af den voksende amerikanske eksport. Her vil efterspørgslen vokse som følge af lavere internationale priser og et stigende forbrug. USA vil være den primære leverandør af LPG til Fjernøsten, mener Drewry.
Den søbaserede LNG/LPG-transport er desuden en fordel for de regioner, der ikke har udviklet en infrastruktur med rørledninger eller ikke har en nem adgang til gasreserver, tilføjer Drewry.
Også herhjemme bliver LNG mere og mere udbredt, hvilket Fjord Line er et eksempel på, idet rederiet for nylig indsatte sine to nye LNG-drevne færger mellem Hirtshals og Langesund, Stavanger og Bergen.
Kilde: The Maritime Executive