Global arbejdskraft et must for skibsfarten
Regeringen har præsenteret et forslag vedrørende international rekruttering, som vil gøre det lettere for danske virksomheder at skaffe højtuddannet arbejdskraft fra udlandet. Danmarks Rederiforening ser positivt på udspillet.
”I så globaliseret og dynamisk en branche som skibsfarten anvender vi mange kompetente udenlandske medarbejdere, som kommer til Danmark og bidrager til økonomi, vækst og skattegrundlag gennem kortere eller længere tid, for eksempel fra et af rederiets kontorer i udlandet. Men procedurerne og vilkårene for international rekruttering har ofte givet rederierhvervet praktiske udfordringer”, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør for Danmarks Rederiforening.
Regeringens reformudspil lægger op til, at virksomheder kan opnå en certificering, som tillader, at virksomhedens medarbejdere, der ikke er EU-borgere, kan komme til Danmark med det samme uden at skulle vente på sagsbehandling, og at udenlandske ansatte kan hentes ind på korttidsophold i op til tre måneder (max en gang årligt). Desuden nedsættes beløbsgrænsen for at være omfattet af forskerskatteordningen med 10.000 kr. månedligt.
”Det er et område, der fylder meget for os og for vores medlemmer, og vi er derfor glade for, at regeringen lytter til erhvervslivet og nu lægger op til at gøre det hurtigere og smidigere at tiltrække dygtig udenlandsk arbejdskraft, hvilket er helt essentielt for blandt andet skibsfarten”, siger Anne H. Steffensen.
Kilde: Danmarks Rederiforening