Udskiftning af sønæringsbeviser
Som del af STCW 2010 er der kommet nye krav til sønæringsbeviser for navigatører. Alle navigatører skal have fornyet deres sønæringsbevis til et STCW 2010 bevis inden den 1. januar 2017. Der følger desuden nye kursus-krav med de nye certifikater.
”Vi har sørget for, at alle gamle certifikater - STCW 95 - udløber senest den 31. december 2016, så alle danske sønæringsbeviser skal udskiftes inden denne dato”, siger konsulent i Søfartsstyrelsen, Klaus Frost Geertsen.
Søfartsstyrelsen er allerede begyndt at udstede den nye type beviser, så hvis et bevis står for udskiftning, kan man allerede nu få den nye type, der gælder i fem år.
Ændringerne til STCW-konventionen betyder, at alle navigatører skal have en uddannelse i ECDIS, hvis de skal sejle på skibe udstyret med ECDIS.
Alle, der har bestået en navigationsuddannelse fra december 2002 og frem, har modtaget uddannelse i ECDIS som en del af undervisningen. For kystskippere er udgangspunktet december 2008, men dette undersøges nærmere ved ansøgningen ud fra den uddannelse, man har gennemført.
Hvis man har en uddannelse før de anførte datoer, vil det være nødvendigt at gennemføre et kursus i ECDIS, som kan erhverves ved henvendelse til godkendte kursusudbydere. Hvis man ikke har uddannelse i ECDIS, kan der godt udstedes STCW 2010 bevis, men det blive påtegnet med, at det ikke er gyldigt til skibe udstyret med ECDIS.
Kravet om ECDIS-kursus gælder allerede nu, hvis du skal have nyt sønæringsbevis. Når sønæringsbeviser, udstedt efter STCW 2010, skal fornyes, vil der være krav om, at der er gennemført genopfriskning i søsikkerhed og brand. De første beviser vil skulle fornyes i 2017, men Søfartsstyrelsen vil udstede regler om genopfriskning i 2014, så der er god tid til at planlægge og afholde den nødvendige træning.
De nye regler om genopfriskningskurser vil i øvrigt gælde alle søfarende om bord.
Kilde: Søfartens Ledere