Stena Carisma ligger stille i Göteborg
Stena Lines færge Stena Carisma, der sidste år sejlede mellem Frederikshavn og Göteborg, kommer i år til at ligge stille ved kajen i Göteborg. Stena Line har besluttet ikke at sætte færgen i drift i den forestående højsæson.
”Vi har taget beslutning angående højsæsonen 2014 om, at vi ikke skal sejle med Stena Carisma. Angående højsæsonen 2015 så får vi se. Vi har taget beslutningen på kort sigt for i år”, siger informationschef hos Stena Line, Jesper Waltersson.
Stena Carisma er en mindre katamaranfærge af samme type som tre lidt større katamaranfærger, som Stena Line også har fået bygget. Alle er de drevet af gasturbiner, der bruger meget brændstof. De tre større katamaranfærger er Stena Voyager, Stena Explorer og Stena Discovery, hvoraf Stena Voyager og Stena Discovery for længst er taget ud af drift. Stena Explorer sejler fortsat på ruten mellem Dun Laoghaire i Irland og Holyhead i Wales.
Kilde: Sjöfartstidningen