Rederier i Finland får miljøstøtte
Det finske kommunikationsministerium har bevilget 4,5 millioner euro i støtte til rederier, som enten skal have installeret scrubbere eller konverteret brændstofsystemet for at leve op til de skærpede krav til svovludledning, der træder i kraft ved årsskiftet.
Det er de finske rederier Finnlines, Viking Line og NLC Ferry, som i alt søgte om 14,5 millioner euro i støtte til 10 skibe. Ministeriet har dog kun bevilget 4,5 millioner, da rederierne har søgt om støtte til omkostninger, som ikke kunne godkendes som støtteberettigede.
Viking Line har besluttet at satse på flydende naturgas som nyt brændstof og har blandt andet fået leveret skibet Viking Grace, som sejler på flydende naturgas. Finnlines er derimod gået i gang med at installere scrubbere på flere af sine skibe.
Kilde: Sjöfartstidningen