Kina lancerer maritim 2020-plan
Den kinesiske regering har fremlagt en plan for, hvordan kinesisk skibsfart skal udvikle sig frem mod 2020. Der skal udvikles shippingcentre som det i Shanghai, som skal kunne tage kampen op imod eksempelvis London og andre shippingcentre rundt omkring i verden.
”Shipping er en hovedkomponent i økonomisk udvikling og spiller en vigtig rolle i at beskytte landets maritime rettigheder og økonomi og fremmer eksport og industriel udvikling”, hedder det i en udtalelse fra regeringen, skriver The Standard, som citerer Reuters.
Kina vil gennemføre en skattereform og andre typer reformer, som har til formål at modernisere de kinesiske rederiers flåde, så der opbygges en effektiv, sikker og miljøvenlig flåde frem mod 2020. Desuden vil regeringen opmuntre virksomheder til at skrotte skibe tidligere, og desuden vil man opbygge flere shippingcentre ligesom det i Shanghai.
Frem til udgangen af 2015 kan kinesiske rederier få støtte til at skrotte gamle skibe og købe nye, hvis de nye skibe vel at mærke bliver bygget på kinesiske værfter, og hvis skrotningen af de gamle foretages på kinesiske skrotningsfaciliteter. Desuden skal hovedparten af materialerne og udstyret til skibene angiveligt komme fra kinesiske virksomheder.
Kinesisk skibsfart består af mere end 240 virksomheder, men transporterer på nuværende tidspunkt kun en fjerdedel af landets udenrigshandel.
Kilde: The Hong Kong Standard