Aalborg Havn vil renovere jernbanespor
Aalborg Havn A/S ejer et jernbanespor, der går syd om Gug og Sønder Tranders og ender i Østhavnen i Aalborg. Det er godt nok kun sket tre gange siden 2007, at et godstog har kørt på sporet, men nu vil havnen have sporet renoveret for 20 millioner kroner, og der skal bygges en bro over til 21 millioner kroner.
”Der er ingen logik set med mine øjne. Man bygger en viadukt til en jernbane, som aldrig bliver brugt. Det bliver altså også en dyr jernbanestrækning til en jernbane, der ikke er i anvendelse”, siger Bruno Schnoor, formand for Gug Borgerforening.
Borgerforeningen er kritisk over for jernbanebroen, da den både visuelt og støjmæssigt vil genere i naturområdet.
Selvom jernbanen i de senere år næsten ikke har været brugt, er Aalborg Havn overbevist om, at der vil komme mere jernbanegods fremover.
”Vi har aktuelle forespørgsler fra virksomheder, som er interesseret i at placere sig på havnen under forudsætning af, at der fortsat er godstransport på bane på havnen”, siger Ole Brøndum, salgs- og marketingchef ved Aalborg Havn.
”Hvis vi får de nævnte aftaler på plads, så forventer jeg, at vi har et tog om dagen på banen derefter, og mere vil følge efter”, tilføjer Ole Brøndum.
Aalborg Havn huser for øjeblikket cirka 100 virksomheder, og cirka 9.000 personer har deres daglige arbejde på havnen i Aalborg. En udvidelse af havnen vil dog betyde, at der skabes op mod 1.000 nye arbejdspladser, og Aalborg Havn har som sit mål især at tiltrække nye virksomheder inden for offshore og logistik.
Kilde: DR/Nordjylland