Piræus og Cosco fik ulovlig statsstøtte
Havneoperatøren i den græske Havn, Piraeus Container Terminal SA (PCT) og virksomhedens moderselskab Cosco Pacific Limited (Cosco), skal tilbagebetale det beløb, de har modtaget i form af blandt andet skattefordele fra den græske stat. Støtten er i strid med EU’s konkurrenceregler.
”Virksomhederne skal nu til at tilbagebetale den indirekte støtte, som er modtaget, til den græske stat. For at undgå yderligere konkurrenceforvridning, forventes de græske myndigheder også at ophøre med at yde disse fordele til PCT fra nu af”, meddeler EU i sin afgørelse.
Europa-Kommissionen har konkluderet, at visse skattefordele, tildelt af Grækenland til fordel for PCT og Cosco, har givet selskaberne en urimelig konkurrencefordel, som er i strid med EU-reglerne om statsstøtte. Fordelene omfatter skattefritagelser og regnskabsmæssig særbehandling.
Cosco var blandt de førende fem kandidater, der blev udvalgt af den tidligere græske regering, til at købe 67 procent af aktierne i Piræus Port Authority. Planerne om at privatisere Piræus Havn blev sat på standby, da den venstreorienterede koalition Syriza kunne danne regering efter det græske valg i januar 2015.
Det er ikke oplyst, hvor stort et beløb, der er tale om, men alt vil sikkert hjælpe Grækenland, der balancerer på kanten af en statsbankerot.
Kilde: World Maritime News