Hempel fik rekordresultat i 2014
Takket være solid organisk vækst i andet halvår opnåede Hempel i 2014 et overskud på 71 millioner euro, hvilket er rekord. Indtægterne beløb sig til 1,3 milliarder euro i 2014, hvilket skal sammenlignes med 1,2 milliarder euro i 2013.
”Efter at vi begyndte på vores vækststrategi i 2010, er omsætningen vokset med 46 procent. Desuden har vi forbedret effektiviteten betydeligt, og væksten er blevet opnået uden at gå på kompromis med vores indtjeningsniveau. Det har givet os den fremdrift, vi har brug for til fortsat vækst i vores tre hovedsegmenter og vil sikre, at vi kan konsolidere vores position som en førende global leverandør af skibsmaling”, siger Pierre-Yves Jullien, adm. direktør for Hempel A/S.
Hempel har været en af de hurtigst voksende virksomheder inden for skibsmaling i de sidste 10 år. Det er fortsat i 2014 til trods for et sløvt første halvår. Til gengæld var der en vækst på ni procent i andet halvår, hvilket alt i alt gav en organisk vækst på fem procent for hele året.
Hempel fik et driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) på 166 millioner euro, hvilket er det højeste nogensinde i virksomhedens historie og lidt over resultatet i 2013, som i sig selv var et rekordår. Det gode resultat skyldes i høj grad favorable priser på råmaterialerne, men også effektiviseringer, som Hempel har gennemført i de seneste år.
Det primære driftsresultat voksede med fire millioner euro til 129 millioner euro i 2014.
Kilde: Hempel