Skibsværft orienterer om brandulykke
Karstensens Skibsværft A/S har i forbindelse med den eksplosion og efterfølgende brand på et nyt skib, som værftet var i gang med at bygge udsendt en pressemeddelelse. Branden startede ved en eksplosion under svejsearbejde lidt før klokken 8.00 fredag morgen. Vi bringer her pressemeddelelsen.
”Tidligt i morges har vi desværre haft en alvorlig ulykke her på værftet.
Under arbejde ombord på en af værftets nybygninger skete en eksplosion, hvor to medarbejdere kom til skade, heraf denne ene meget alvorligt. Den alvorligst tilskadekomne blev umiddelbart fløjet til Rigshospitalets brandsårsafdeling og den anden til Ålborg Sygehus Syd. I tillæg er yderligere 3 medarbejdere kørt til observation for røgforgiftning.
Alle pårørende er underrettet.
Værftet har, i samarbejde med Politiets indsatsleder og værftets psykolog, afholdt informationsmøde for samtlige medarbejdere.
Arbejdstilsynet og værftets sikkerhedsorganisation holder i øjeblikket møde for at kortlægge årsagen til den tragiske hændelse.
Alle medarbejdere og værftets ledelse er dybt berørt af ulykken, og det er besluttet at indstille al videre arbejde i dag”.
Kilde: Karstensens Skibsværft A/S