Monjasa betaler dyrt for at undgå regelbrud
OW Bunkers konkurs har fået bunkerselskabet Monjasa i Fredericia til at investere massivt i compliance, dvs. at selskabet kan dokumentere, at reglerne følges. Selskabets bankforbindelser er blevet ekstra forsigtige og meget opmærksomme på, om reglerne følges.
”Vores bankforbindelser er ekstremt nervøse for, at vi kommer til at handle med selskaber, der skaber problemer for os, for så har bankerne også problemer”, siger Ricky Kenbjerg, adm. direktør for Monjasa A/S.
Monjasa har ansat mange nye specialister, der skal sikre selskabet mod forkerte handler og rutiner. Eksempelvis har selskabets oliehandlere tidligere selv kunnet oprette nye leverandører i Monjasas system. Fremover skal compliance-afdelingen først tjekke leverandørens baggrund, og afdelingen har også ansvaret for at holde øje med leverandørerne løbende.
Ricky Kenbjerg erkender, at de mange nye specialister, som Monjasa har ansat, vil kunne ses på bundlinjen, da omkostningsniveauet forøges. Til gengæld forventer han, at investeringen betyder en sundere forretning og, at bankernes tillid genoprettes. En tillid, der blev ødelagt, da OW Bunker højst overraskende gik konkurs i starten af november sidste år blandt andet som følge af et tab på 750 millioner kroner i Singapore-datterselskabet Dynamic Oil Trading.
Kilde: Dagbladet Børsen