M/S Brahe aflyser alle krydstogter i juli
Det finske rederi Saimaa Travels agent i Danmark Jens Bonde bekræfter, at M/S Brahe aflyser alle krydstogter i juli måned. Aflysningerne skyldes mangel på tilmeldinger. Det er en stor skuffelse for blandt andet Nakskov, der havde set frem til de besøgende.
”Vi har arbejdet på det i halvanden måned”, siger formand for Nakskov Handel og Erhverv Klaus Møllertil Folketidende.
M/S Brahe skulle lørdag den 4. juli og onsdag den 29. juli have anløbet Nakskov efter besøg i Sønderborg. Nakskov by og de erhvervsdrivende har brugt mange timer på at forberede krydstogtskibets ankomst. Blandt andet er butikkerne i byen gået med til at holde åbent om søndagen.
Det gamle krydstogtskib, der oprindeligt blev bygget som krigsskib i 1943 skulle efter planen påbegynde krydstogterne til en række tyske og danske byer i juni måned, men starten er flere gange blevet udskudt. Saimaa Travel har undervejs i projektet blandt andet været nødt til at ansætte en anden agent i Danmark.
Kilde: Folketidende