Ny niche for Blue Water
Da en af verdens største og dyreste lystyachts besøgte Nuuk i Grønland blev Blue Water Greenland udvalgt som agent og logistikpartner. Opgaven betød, at Blue Water Greenland var med lige fra de indledende forberedelser, samt under det mere end 14 dage lange togt langs Grønlands vestkyst.
”Al vores planlægning foregik ned til mindste detalje, og vi stod for besætningsskifte og levering af forsyninger. Desuden rådgav vi besætningen om arktisk sejlads. Farvandet i Grønland stiller store krav til de skibe, som sejler her, og vejret kan godt give nogle udfordringer”, siger skibsagent fra Blue Water Kristian Bruus Hald.
Lystyacthen M/Y ”A” er 394 fod lang, cirka 120 meter, har en besætning på mere end 35 mand og har kostet i omegnen at 300 millioner dollars at bygge.
Med denne opgave har Blue Water Greenland styrket sine kompetencer indenfor dette specielle kundesegment. Fremadrettet er forventningen, at der vil komme flere lignende opgaver til.
”Grønland er et helt unikt sted for skibsanløb, og der er store muligheder for forskellige udendørs aktiviteter”, siger Kristian Bruus Hald.
Kilde: Blue Water Shipping