Første A2SEA Jack-Up i Hvide Sande
A2SEA begynder nu også at anløbe Hvide Sande Havn med deres jack-up fartøj Sea Power. Fartøjet kom i weekenden til Hvide Sande, og det firbenede semi-jack-up fartøj ventes at skulle blive i Hvide Sandes Nordhavn i de kommende uger. Se ankomsten i videoen under teksten.
”Siden havneudvidelsen i 2013 har vi haft to jack-up skibe i Hvide Sande over flere omgange. Når de næste to havneudvidelser står klar i andet kvartal af 2016, så ser vi forhåbentlig endnu flere. Men det er dejligt at se, at A2SEA nu allerede også begynder at benytte Hvide Sande Havn til jack-up anløb, da de er førende inden for denne type fartøjer”, siger Henning Yde, Maritim Chef ved Hvide Sande Havn.
A2SEA er siden opstarten i 2000 vokset og ejer i dag fem store jack-up fartøjer, samt en række crewbåde. De mindre crewbåde fra rederiet har tidligere været til service hos Hvide Sande Shipyard. A2SEA afprøver havnen, for at kunne tilbyde havnen som mulighed i fremtiden.
”Mange af vores kunder er afhængige af fleksibilitet. Derfor er det vigtigt at vi kan tilbyde vores service fra en række havne, som ligger tæt på nuværende eller kommende havmølleparker”, siger Project Manager Anders Petersen, A2SEA.
Sea Power fylder godt i Hvide Sande med en længde på cirka 92 meter, 133 meter inkl. kranen, samt dens bredde på næsten 22 meter plus udstyr.
”Med vores placering som tætteste havn til Horns Rev 2, og suverænt tætteste havn til de kommende havmølleparker ved Horns Rev 3 og Vesterhav Syd, så skal det ikke være nogen hemmelighed, at vi går efter endnu mere offshore vind aktivitet i fremtiden”, siger Esben Thomey Kristensen, kundeansvarlig ved Hvide Sande Service Group.
Kilde: Hvide Sande Service Group