Japanske containerrederier nedjusterer
De japanske containerrederier NOL, MOL og K-Line har offentliggjort deres kvartalsregnskaber for andet kvartal. Nedjusteringer fra de japanske rederier viser, at markedet for containerskibsfart stadig er hårdt, og fragtrateudviklingen peger mod lavere indtjening hos Maersk Line i andet kvartal, påpeger Sydbank.
”Midt i udfordringerne noterer vi os, at konkurrenterne stadig er langt efter Maersk Lines indtjening, men at de i andet kvartal vil lukke lidt af hullet”, skriver Sydbank i en ny analyse.
Tre ud af fire Maersk Line-konkurrenter leverer overskud i andet kvartal, og alle fire rederier – NOL, MOL, K-Line og OOCL – leverer indtjeningsfremgang trods historisk lave fragtrater og svag volumenudvikling.
Indtjeningsfremgangen skyldes valutakursudvikling og lavere bunkerpriser. Desuden tvinger de dårlige markedsvilkår rederierne til at optimere netværkene, og det bidrager også til indtjeningsfremgangen.
Fragtraterne er faldet til bundrekordniveauer i andet kvartal, og der er ikke noget, der tyder på, at højsæsonen vil skabe en markant bedre balance på markedet, vurderer Sydbank.
Sydbank forventer desuden, at Maersk Line har fragtet fire procent flere containere i andet kvartal og dermed har vundet markedsandele fra konkurrenterne. Til gengæld forventer Sydbank også, at Maersk Line har oplevet et ratefald på 14-15 procent i andet kvartal, hvilket til dels afspejler, at Maersk Line er eksponeret mod den hårdest ramte fart, Asien-Europa.
Fragtratekollapset vil sænke Maersk Lines resultat markant i forhold til det niveau, som selskabet har præsteret i de seneste kvartaler, konkluderer Sydbank.
Kilde: Sydbank