Bestyrelsesfolk i Vejle Havn trækker sig
Samtidig med bortvisningen og politianmeldelsen mod havnechef i vejle havn, Per Kristiansen, har flere i havnens bestyrelse valgt at trække sig. Den ene er den nu afgående havneformand, Torkild Christensen. Han undskylder sig med, at han har haft tiltro til havnechef Per Kristiansen.
”Da jeg har haft 100 procent tillid til som havnechef, og rapporten siger, at det skulle jeg nok ikke have haft, så må én tage konsekvensen, og det er så mig”, siger Torkild Christensen, til DR/Nyhederne.
Den tidligere formand for Vejle Havn Leif Skov har også valgt at træde ud af havnebestyrelsen. Den tidligere næstformand for havnebestyrelsen i Vejle, Peder Hummelmose , er foreløbig konstitueret som formand for bestyrelsen.
Peter Hummelmose begrunder anmeldelsen af den bortviste havnechef med, at en uafhængig rapport fra revisionshuset PwC antyder, at havnen måske har haft svært ved at kende forskel på private og offentlige udgifter. Der er ikke egentlige beviser og derfor skal politiet nu undersøge sagen.
”Vi kan ikke se noget med sikkerhed i rapporten, men der er indikationer på, at der er foregået noget, som ikke skulle være foregået, og derfor har vi bedt politiet om at efterforske sagen”, siger Hummelmose til TV SYD.
Ifølge Hummelmose er det ikke forkert, at havnen har brugt penge, spørgsmålet er bare, om nogle af dem er gået til private formål.
Kilde: DR og TV2/Syd