Største containerskib under fransk flag
Det 18.000 TEU store CMA CGM Bouganville er det største containerskib, der sejler under fransk flag. Det 400 meter lange skib blev leveret fra værftet Samsung Heavy Industries den 25. august og har siden været en del af rederiets franske Asien-service (FAL). Forleden blev der holdt en ceremoni i havnen i Le Havre under overværelse af Frankrigs præsident Francois Hollande.
Det var skibets første anløb i Le Havre som led i FAL-servicen, og den anledning blev brugt til en officiel indvielse. Udover at skibet kan transportere op til 200.000 ton gods mellem Europa, Mellemøsten og Asien, udmærker Bouganville sig ifølge rederiet ved gennemsnitligt at udlede 37 gram CO2/km for hver transporteret container, hvilket er en energieffektivitet, der er næsten tre gange højere end for rederiets skibe for 10 år siden.
Skibet blev opkaldt efter den franske opdagelsesrejsende Louis-Antoine de Bougainville.
Kilde: CMA CGM