Mols-Linien måtte aflyse afgange
Mols-Linien fik en dårlig start på fredagen før efterårsferien. En færge blev ramt af en mekanisk defekt, der medførte en forsinkelse på en halv time på en afgang mellem Aarhus og Odden, og to andre afgange måtte aflyses. Det rammer dagens eneste afgang mellem Ebeltoft og Odden.
”Det er rigtigt, at en lille mekanisk defekt har drillet os, og at færgen kom senere til kaj. Det er et lille kabel, der er knækket, og det er vi i gang med at skifte”, siger Mikkel Hybel, marketingchef hos Mols-Linien.
De passagerer, der skulle have været med den aflyste færge, kan enten blive ombooket til en anden afgang eller få pengene retur.
Dagens øvrige afgange er ikke berørt. Ifølge rederiets hjemmeside regner Mols-Linien med at sejle planmæssigt mellem Odden og Ebeltoft fra i morgen.
Kilde: tv2oj.dk