Omfattende skrotning af Nordsø-platforme
Hver fjerde olieplatform i den britiske del af Nordsøen vil i løbet af de næste 10 år være så nedslidt, at de skal skrottes. Den lave oliepris gør, at det ikke kan betale sig at renovere platformene med henblik på fortsat drift.
Platformene har typisk en forventet levetid på omkring 25 år, med markant stigende udgifter til vedligeholdelse i den sidste del af levetiden - samtidig med at produktionsomkostningerne stiger når den sidste olie skal hentes op fra undergrunden.
Der befinder sig godt 600 faste olie-og gasinstallationer i den britiske del af Nordsøen. Skrotning af samtlige platforme vil koste omkring 350 milliarder kroner, penge som de i øjeblikket hårdt prøvede olieselskaber uanset udviklingen i olieprisen kommer til at udrede i løbet af de kommende 25 år.
Financial Times skrev i sidste uge, at halvdelen af de olieselskaber der opererer i Nordsøen i øjeblikket taber penge hver eneste dag.
Kilde: BBC