To sidste isbrydere forlader Frederikshavn
I dag forlod den anden af de tre statsisbrydere, Isbjørn, Frederikshavn med kurs mod Hals ved Limfjordens østlige munding. Mandag følger den sidste, Danbjørn, efter. De to isbryderes fremtid er endnu ikke endelig afklaret.
Thorbjørn blev som den første solgt til Rederiet Nordane Shipping i Svendborg. Den er blevet renoveret og malet på Petersens & Sørensens Motorværksted i Svendborg, efter at Nordane overtog den i september sidste år. Thorbjørn ligger nu klar i Svendborg til sin første opgave for den nye ejer.
Fra på mandag er det definitivt slut med isbryderne i Frederikshavn. Isbjørn og Danbjørn har de seneste måneder ligget mellem Kattegat Silo og den store Maersk-borerig på grund af den omfattende ombygning på Flådestationen i Frederikshavn, hvor de ellers stort set har ligget, siden de sidst var ude at bryde is i 1996.
Indtil videre bliver det indbyggere og gæster i Hals, som får glæde af udsigten til de historiske statsisbrydere. Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, der står for salget af isbryderne, har lavet en aftale med Aalborg Havn.
De to isbryderes fremtid er endnu ikke afklaret. De bliver i Hals, indtil købsforløbet er afsluttet. Det kan doog tage et stykke tid endnu. Det positive er, at der er flere interesserede købere. Mere ønsker Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse ikke at afsløre.
Isbryderne skulle oprindeligt være sat til salg i 2012, men det blev udskudt til 2014, da Forsvaret håbede på at få en højere pris ved at vente.
Kilde: kanalfrederikshavn.dk