Royal Arctic Line afbestiller to skibe
Det grønlandske rederi Royal Arctic Line har - ifølge Maritime Danmarks oplysninger - afbestilt to af de fire skibe som rederiet har under bygning på Remontowa værftet i Gdansk. Det drejer sig angiveligt om det største skib Malik Arctica, der har en kapacitet på 606 TEU, og et af de mellemstore bygdeskibe, Agnethe Arctica, med en kapacitet på 103 TEU.
Maritime Danmark har fået oplysningerne bekræftet af to uafhængige kilder, der dog begge ønsker at være anonyme.
Kommunikation- & marketingschef hos Royal Arctic Line, Ann-Britta A. Hansen, vil overfor Maritime Danmark ikke bekræfte at rederiet har afbestilt de to skibe, men hun vil på den anden side heller ikke sige at oplysningen er forkert.
”Vi har ingen kommentarer”, siger Ann-Britta A. Hansen til Maritime Danmark.
Royal Arctic Line indgik den 31. maj 2013 en aftale med det polske værft om bygning af fem specialskibe til rederiet, et stort containerskib - Malik Arctica - der er et videreudviklet søsterskib til Mary Arctica der i dag sejler mellem Nuuk og Aalborg, samt fire bygdeskibe.
De fire bygdeskibe består af to typer - de to mindste har en kapacitet på 36 TEU, mens de to mellemste containerskibe har en kapacitet på 103 TEU.
Det første af de mindste containerskibe, Ivalo Arctica, blev den 23. marts leveret til rederiet, og skal efter planen indsættes i bygdesejlads fra starten af juli. Det blev dengang meddelt, at de resterende skibe forventedes leveret i løbet af 2. kvartal 2016.
Den 29. april skrev Royal Arctic Line i forbindelse med offentliggørelsen af rederiets regnskab for 1. kvartal 2016, at den resterende del af nybygningsprogrammet var ”meget udfordret på leveringstidspunkterne”.
Måneden efter, den 18 maj, indgik Royal Arctic Line en hensigtserklæring om at tilslutte Grønland til islandske Eimskips internationale sejlads gennem en aftale om kapacitetsdeling.
”Selskaberne vil investere i og drive containerskibe der bliver designet og bygget til de særlige Arktiske og Nordatlantiske vejrforhold i overensstemmelse med Polar Koden. De nye skibe vil være mere brændstoføkonomiske og dermed mere miljøvenlige. Det forventes at design og bygning af skibene kommer til at tage to til tre år. De nye skibe vil forbinde transportsystemer i Grønland og Island med transportsystemer i Skandinavien, Europa og Nordamerika”, hed den dengang i en fælles pressemeddelelse.
Royal Arctic Line’s CEO Verner Hammeken sagde ved den lejlighed:
“Dette er et vigtig skridt der forbinder Grønland med de globale markeder. Det skaber muligheder for vore eksportkunder, og tillader oparbejdning af varer i Grønland inden de bliver sendt direkte til destinationer over hele verden på en mere effektiv måde. Kunder kan også vælge at importere direkte fra nye markedsområder i stedet for via Danmark. Vi ser derfor ind i en fremtid med større muligheder, øget effektivitet, der gør det enkelt og nemt at handle med Grønland.”
Det har ikke været muligt at indhente en kommentar fra det polske værft.
Redaktionen