HHI vil sælge mæglervirksomhed
Hyundai Heavy Industries (HHI) håber at kunne fylde 500 milliarder KRW, cirka 439 millioner dollar, i den slunkne pengekasse ved salg af en mæglervirksomhed. Processen kan dog blive alt andet end let, da kilder i industrien mener, der er en udpræget mangel på potentielle købere.
Ifølge det koreanske nyhedsbureau Yonhap vil det koreanske værft forsøge at sælge en andel på 85,3 procent af aktierne i HI Investment & Securities, der er ejet af datterselskabet Hyundai Mipo Dockyard. HHI ønsker at have en bindende aftale om salget på plads ved udgangen af året.
HHI købte mæglervirksomheden, dengang kendt som CJ Investment & Securities, i 2008, og har samlet brugt 1,12 billioner KRW, omkring 983 millioner dollar på købet og deltagelse i en aktieudvidelse.
Blandt de potentielle købere nævnes Korea Investment & Securities og Shinhan Financial Group samt en række mellemstore finansielle virksomheder. De mangler stadig at vise deres begejstring for en aftale.
Kilde: Yonhap News Agency