Rekord på rekord hos Scandlines
Lørdag den 16. juli 2016 lykkedes det endnu engang Scandlines at slå sin egen rekord Gedser-Rostock. Det er et klart bevis på, at den store kapacitetsudvidelse, der følger med den nye hybridfærge, M/F Berlin, især i højsæsonen betaler sig.
”Mange danskere har fået øjnene op for, at man kan spare 170 km ved at tage denne rute, hvis man skal til for eksempel Berlin, Wien eller Prag. Alt i alt oplever vi på begge ruter en stigning i personbiler sammenlignet med sidste år, og vi er ligeledes optimistiske, hvad angår udviklingen til efteråret” siger Anette Ustrup Svendsen, Communications Manager hos Scandlines.
Lørdag den 9. juli 2016 transporterede den nye hybridfærge, M/F Berlin, det hidtil største antal personbiler på én dag på ruten Gedser-Rostock, nemlig 3.007. Lørdag den 16. juli 2016 blev denne rekord slået med 10 procent, da hele 3.377 personbiler på én dag benyttede ruten.
Fragt viser også gode resultater. I juni måned transporterede Scandlines for første gang siden 2007 over 10.000 lastbiler på ruten Gedser-Rostock. I alt blev der transporteret 10.426 lastbiler og mere end 52.000 lastbiler og trailere på de to Scandlines-ruter i juni. Det er ny rekord i Scandlines’ historie.
Hvis trenden fortsætter, så kan 2016 blive rekordernes år. Når søsterskibet M/F Copenhagen indsættes sammen med M/F Berlin i pendulfart på Østersøen, har Scandlines fordoblet den hidtidige kapacitet og har dermed mulighed for endnu flere rekorder.
Kilde: Scandlines