Skibe slipper for EU-krav om CO2-udslip
Skibsfarten undgår sandsynligvis regulering af CO2-udslip fra EU i denne omgang. Kommissionen lægger op til, at regulering skal foregå i internationale brancheorganisationer. Det møder kritik fra miljøorganisationerne Det Økologiske Råd og Verdensnaturfonden.
”Alt tegner til, at EU sender bolden til de internationale organisationer, og det, som kommer derfra, er ofte et sted mellem latterligt ringe eller business as usual. Vi så gerne, at kommission kom med et udspil, som gjorde noget for at sænke udledning fra disse sektorer også”, siger Verdensnaturfondens klima- og miljøchef John Nordbo til Ingeniøren.
Kommissionen lægger op til, at den internationale organisation for branchen, International Maritime Organisation, IMO, skal nå frem til en globalt dækkende aftale. Det har de imidlertid ikke været i stand til hidtil, og udsigten til, at det sker, er yderst ringe.
Imidlertid støtter Danmarks Rederiforening, at regulering for skibsbranchen skal finde sted i IMO-regi, hvor der er miljømøde for alle medlemsstater i oktober. Her skal man blandt andet diskutere, hvordan skibsindustrien skal udnytte det kommende datasystem til at reducere udledningen fra sejlads.
”Skibsfart skal også tage sin tjørn i klimakampen, og vi mener, at internationale aftaler batter mere end regionale. Derfor giver det god mening, at kommissionen afleverer bolden til FN-organisationerne”, Simon Bergulf, chef for Danmarks Rederiforenings kontor i Bruxelles.
IMO arbejder frem mod at vedtage et dataindsamlingssystem, som skal samle information om udledninger fra alle verdens skibe. Udenlandsk modstand og de afgrænsede muligheder for at kontrollere snyderi fra skibe, som lægger til havn i EU, minimerer, ifølge Simon Bergulf, effekten af en regional aftale.
Kilde: Ingeniøren