MV Benita på vej til skrotning på Alang
Efter den vellykkede bjærgningsaktion, hvor det lørdag lykkedes Five Oceans Salvage at få MV Benita fri af grunden, er der indgået aftale med ejerne om, at slæbe skibet mod Alang, i Indien. Her bliver skibet skrottet.
Slæbebåden Ionian Sea FOS, der har bjærgningsfolk om bord, er i øjeblikket i gang med at bugsere MV Benita mod det indiske kontinent med lav hastighed. Skibets sødygtighed bliver hele tiden overvåget.
Slæbebåden Coral Sea FOS, der var med til at få skibet truket af grunden, er nu blevet frigivet. Bjærgningen blev flere gange forsinket af årligt vejr, og var teknisk kompliceret af, at fragtskibet havde større skader end først antaget.
Den 44.000 DWT store bulkcarrier, MV Benita, gik på grund ud for Mauritius, efter at der opstod slagsmål i maskinrummet for mere end fem uger siden. Inden skibet kom af grunden, måtte bjærgningsselskabet Five Oceans Salvage tømme skibet for de sidste rester af brændstof og fylde tankene med komprimeret luft.
MV Benita var på vej fra Indien til Durban i Sydafrika i ballast, da der den 17. juni opstod slagsmål i maskinrummet. Maskinmesteren, der startede slagsmålet, barrikaderede sig i maskinrummet og ødelagde så meget udstyr, at skibet mistede sin fremdrift og gik på grund.
Kilde: Five Oceans Salvage