Krydstogtturisme er nu milliardforretning
Krydstogtturismen er en milliardforretning for Danmark, viser en ny undersøgelse. Alene i 2016 besøgte 866.000 krydstogtgæster Danmark. Det har en beregnet samlet samfundsøkonomisk effekt på cirka 1,35 milliarder kroner og skaber omkring 1.900 jobs.
”Nu har vi for første gang et samlet tal på, hvad krydstogtturismen i Danmark bidrager med på landsplan. Samtidig har vi målt tilfredsheden hos krydstogtgæsterne i København, hvor størstedelen af gæsterne går i land”, siger Claus Bødker, krydstogtchef i Wonderful Copenhagen.
Den nye undersøgelse viser det økonomiske udbytte af krydstogtturismen på tværs af de ni havne i Danmark, der har anløb af krydstogtskibe. Desuden kortlægges forbrug og tilfredshed blandt krydstogtpassagerer i København, der i 2016 havde besøg af 740.000 krydstogtgæster.
Det er krydstogtnetværket Cruise Copenhagen Network, der samler alle aktørerne fra de ni danske krydstogtdestinationer, der har fået lavet undersøgelsen. Undersøgelsen er udarbejdet af det internationale konsulenthus G.P. Wild/BREA, der beregner effekt af krydstogt for både krydstogtdestinationer og rederier verden over.
I undersøgelsen indgår både det direkte forbrug, turister og besætningsmedlemmer har, og den indirekte effekt, som dette forbrug skaber hos leverandører og andre virksomheder, der får omsætning afledt af krydstogtturisternes forbrug.
Ifølge undersøgelsen tilbringer cirka 90 procent gæsterne gennemsnitligt over 2,5 dag i Danmark før eller efter turen, heraf 12 procent uden for hovedstaden. Desuden bruger besætningsmedlemmer også penge, primært på shopping.
Alene i 2016 var der tale om cirka 289.000 besætningsmedlemmer.
De danske krydstogthavne, der er samlet i Cruise Copenhagen Network hos Wonderful Copenhagen, er: København, Aarhus, Aalborg, Helsingør, Fredericia, Kalundborg, Hundested, Skagen og Rønne (inkl. det øvrige Bornholm).
Kilde: Wonderful Copenhagen