HMMs fremtid afgøres måske i København
Koreas Hyundai Merchant Marine (HMM) har en delegation i Danmark for at forhandle om optagelse i Maersk Line og MSCs 2M alliance. Resultatet af forhandlingssamtalerne i København om HMMs optagelse fra april næste år, vil tidligst blive offentliggjort i løbet af weekenden.
Flere medier har tidligere skrevet, at HMM ikke ville kunne indtræde i 2M alliancen som fuldgyldigt medlem. HMM har dog hidtil udtalt, at man stadig forhandler. Ifølge rygter i markedet skulle man i stedet forhandle om, at Maersk og MSC ville chartre skibe hos HMM samt indgå aftale om at dele havne - og andre faciliteter.
”Parterne har drøftet muligheden for, at HMM kunne træde ind i 2M som en operativ partner. Det er nu besluttet at se på andre samarbejdsmuligheder. Parterne skal derfor drøfte andre muligheder for et HMM partnerskab med 2M-netværket”, har Maersk Line tidligere meddelt, ifølge TradeWinds.
I juli i år underskrev HMM et memorandum of understanding om 2M-medlemskab. Det var en af de vigtigste betingelser for dets aftale vedrørende omstrukturering med obligationsejerne. Hvis forhandlingerne ikke ender i en eller anden form for samarbejde, kan det komme til at set rigtigt dårligt ud for HMMs fremtid, da rederiet er så hårdt økonomisk presset.
Kilde: TradeWinds