Maersk containerskib tilbageholdt i Nigeria
Det 2.940 TEU store containerskib Maersk Nashville har været tilbageholdt af myndighederne i Nigeria, efter at en kontrol afslørede, at en af de containere som skibet lossede i Lagos. indeholder giftigt affald.
David Skov, leder af Maersk Nigeria, bekræftede over TradeWinds, at de lokale myndigheder i Lagos har tilbageholdt skibet.
Ifølge Skov fremgår det af containerens papirer, at den indeholder brugte dele fra biler samt elektronisk udstyr. Det er Maersk Lines søsterrederi Safmarine der står for fragten.
En kontrol gennemført af de nigerianske myndigheder afslørede, at containeren indeholdt 40 blybatterier og mængder af gamle fjernsyn. Begge dele betragtes som giftigt affald.
David Skov understreger, at hverken Maersk eller Safmarine ønsker at deltage i ulovlig handel, men at det er kundens ansvar at angive indholdet af containerne korrekt.
Den pågældende container er nu taget om bord på Maersk Nashville igen, og skibet er, efter at være blevet frigivet af myndighederne, på vej til Rotterdam.
Kilde: Tradewinds