Ny konkurrent trækker skibe væk fra Torm
To vigtige kunder forlader Torm og tager 10 procent af flåden med sig til den nystiftede konkurrent Hafnia Management. Samtidig slutter rederiet J. Lauritzen sig sammen med Hafnia Management. og øger dermed presset på Torm
Det er svenske Marinvest og Gotlandsbolaget der har meddelt, at de med tre måneders opsigelse udtræder af et 20 år gammelt samarbejde Torm. Med sig tager de 11 skibe, svarende til 10 procent af den samlede flåde. Skibene skal fremover drives af Hafnia Management. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Skridtet er ikke overraskende, da netop Marinvest står bag det nye rederi Hafnia Management. Mere overraskende er det, at J. Lauritzen har valgt at slutte sig til Hafnia Management med 13 tankskibe, hvortil kommer yderligere syv skibe der er undervejs i form af nybygninger i de kommende år.
Ifølge avisens oplysninger er flere rederier i gang med overvejelser om at følge i Lauritzens kølvand og slutte sig til Hafnia Management. Dermed kan det nye rederi hurtigere end ventet opnå en kritisk masse der kan true Torms position.
Torms topchef Jacob Meldgaard tager dog oplysningerne med sindsro.
"Torm driver over 100 skibe. Indtjeningen fra de 11 skibe er blot 0.2 procent af Torms samlede indtjening. Jeg har talt med de to selskaber og ønsket dem held og lykke", siger Jacob Meldgaard til Jyllands-Posten.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten