To topmoderne produkttankere til Torm
Torm har fået leveret to nye MR-produkttankskibe fra Guangzhou Shipyard International. De to skibe, der netop er blevet navngivet Torm Aslaug og Torm Alexandra, er hhv. det andet og tredje i en serie på 11 søsterskibe, som Torm får leveret frem til 2012.
"Vi er meget stolte over at kunne præsentere topmoderne produkttankere. Vi har høje forventninger til en lang række succesfulde rejser, som vil blive et stort aktiv for vores operation, forretning og service. Vi forventer en bedre generel økonomisk situation i løbet af 2011, og vores flådesammensætning gør os i stand til at drage fordel af dette. Den nye serie skibe spiller en vigtig rolle i den henseende", siger Torms CEO Jacob Meldgaard.
De to nye produkttankere vil inden længe støde til deres søsterskib Tor Alice, som forlod værftet i Guangzhou den 7. april.
Skibene er udstyret med en nyudviklet hovedmotor og en usædvanligt stor kapacitet på 58.000 kubikmeter. Torm Aslaug er desuden unik, idet hun er blevet udvalgt som muligt prøveskib til at sejle med ballasttanke godkendt af performance-standarden PSPC
"Vi stiler altid efter at implementere ny teknologi. Vi er utroligt glade for, at vores partnere og værfter på samme måde er ivrige efter at udforske nye, progressive alternativer, som kan være med til at optimere forretningen og samtidig føre os i en mere miljøvenlig retning. Der går en lige linje fra vores partnerskaber til vores kerneværdier, entreprenørskab, professionalisme og respekt", siger Jacob Meldgaard.
Kilde: Torm