Nordic Tankers trækker sig fra Torm pool
Nordic Tankers har nu officielt meddelt Torm, at de trækker deres enlige tankskib ud af Torms poolsamarbejde. Det sker efter at Rederiet AB Gotland, Marinvest og senest italienske LGR har meddelt, at de trækker sig fra poolsamarbejdet med Torm.
"Vi har fået at vide, at Nordic Tankers trækker deres ene skib ud, og dermed forlader i alt 14 skibe vores pools. Men det er altså ud af en total flåde 130 skibe, ligesom man skal huske, at vi har 11 nybygninger på vej", siger Roland Andersen, finansdirektør i Torm til nyhedsbureauet Direkt.
Dermed er der netto ikke udsigt til den store ændring. Roland Andersen peger samtidig på, at rederiet kan tale med andre mulige poolpartnere, hvis man ønsker det.
Finansdirektøren slår samtidig fast, at der ikke er flere end de tidligere meddelte syv medarbejdere, som har forladt Torms tankdivision. Rederiet er nu i gang med at finde medarbejdere til de ledige stillinger.
"Vi har sat gang i en proces, men indtil videre har vi ikke travlt, da den nuværende ledelse fungerer godt", siger Roland Andersen til nyhedsbureauet.
Han tilføjer, at Torm kigger efter egnede kandidater både internt og eksternt.
"Det vigtige er, at organisationerne fungerer fuldt ud, men det bliver nok en blanding af interne og eksterne", siger Roland Andersen.
Kilde: sydinvest.dk