Lav efterspørgsel i USA trækker Torm ned
Torm fastholder sine forventninger om et underskud før skat på mellem 15-60 millioner dollar, men tror nu på, at underskuddet vil være nærmere 60 end 15 millioner dollar. Bag de mere dystre udsigter ligger bl.a. en skuffende udvikling i USA's benzinforbrug.
"Efterspørgslen efter benzin i USA har skuffet os en lille smule. Salget af nye biler derovre halter stadig efter forventningerne. Forbruget og lageropbygningen har ikke været på det niveau, som vi havde regnet med", siger finansdirektør Roland M. Andersen til RB-Børsen.
Den lavere efterspørgsel har trukket ned på særligt MR-markedet. Torm tror dog fortsat på en vending i tankmarkedet.
"Der er ingen tvivl om, at det er på vej op i USA. Vi er bare lidt i tvivl om timingen, men tror stadig på, at det kommer tilbage. Q2 bliver en mellem god periode", siger Roland M. Andersen til nyhedsbureauet.
Ud over efterspørgslen, spiller tilgangen af nye tankskibe også en stor rolle.
"I Q1 kan vi se, at over 40 pct. af de skibe, der er blevet planlagt til at blive leveret efter ordrebogen, ikke er kommet. Nogle er blevet skubbet ud, mens andre er blevet aflyst. Det betyder, at ordrebogen bliver skubbet ud i fremtiden, hvilket er positivt for markedet. Hvis det mønster fortsætter, mens efterspørgslen i USA fundamentalt set kommer op, så tror vi på, at markedet kan vende inden for de næste 6 til 12 måneder. Vi er i tvivl om, hvorvidt det for alvor kommer til at ske i år", siger finansdirektøren.
Kilde: nordnet.se