Pirat tilstår kapring af Clipper drevet skib
En 38-årig somalisk pirat, Jama Idle Ibrahim, har ved en domstol i Washington tilstået, at han i november 2008 deltog i kapringen af det Clipper drevne fragtskib CEC Future. En dansk forsker i pirateri opfordrer nu de danske myndigheder til at gå ind i sagen.
Tilståelsen kommer efter at piraten tidligere har tilstået, at han den 10. april i år forsøgte at kapre et amerikansk krigsskib, USS Ashland. Han kan nu se frem til at skulle tilbringe de næste 25 år i et fængsel.
Men det danske retssystem bør også reagere, mener Birgit Feldtmann, der er lektor i strafferet ved Syddansk Universitet.
"Jeg synes helt konkret, at de danske myndigheder burde tage derover og få manden afhørt", siger Birgit Feldtmann til Politiken.
"Nu er der én, der har tilstået, at han har været med til kapring. Men der har været mange flere involveret, så sagen slutter ikke her", siger hun til avisen.
Hun betegner sagen som et større gennembrud i det internationale samfunds forsøg på at retsforfølge somaliske pirater, og det er første gang, at en pirat erkender en gennemført kapring og afpresning.
"Piraterne sidder på åbent hav og ringer til Clipper i Købehavn og afpresser dem. Rederiet betaler, og dermed er virkningen af den strafbare handling indtrådt i Danmark. Der er nogle bestemmelser i dansk straffelov om, at hvis virkningen af en strafbar handling indtræder i Danmark, så kan den retsforfølges her", siger Birgit Feldtmann til Politiken.
Clipper-rederiets anmeldelse af kapringen ligger stadig til bedømmelse hos Statsadvokaturen for særlige internationale straffesager.
Det er ikke lykkedes Politiken at få en kommentar fra statsadvokaten.
Kilde: politiken.dk