Millioner til ombygning af ø-færger
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder har uddelt 29 millioner kroner fra en særlig færgepulje. Beløbet fordeler sig med 19 millioner kroner i støtte til forlængelse af Margrethe Læsø, og 10 millioner kroner i støtte til ombygning af Ærø-færgerne.
Læsø har fået 19 millioner kroner i støtte til forlængelse af færgen Margrethe Læsø og heraf følgende havneændringer. Forlængelsen forventes at øge kapaciteten til 123 personbiler og 582 passagerer. Det vurderes at sikre tilstrækkelig kapacitet på ruten frem til 2020.
Ærø har fået 10 millioner kroner til ombygning af færgerne på ruten Ærøskøbing-Svendborg og Marstal - Rudkøbing. Ombygningen forventes at øge kapaciteten på færgerne med 18 personbiler og skabe en ny helårskapacitet på 395 passagerer. Ombygningen vurderes at dække trafikudviklingen de næste 15 år.
Med uddelingen af de 29 mio. kr. er de sidste penge i en 3-årig pulje til færgeinvesteringer fordelt.
"Færgebetjeningen er livsvigtig for øboerne. Det er derfor afgørende, at færgebetjeningen fungerer og opfylde de lokale behov. Kommunerne har ansvaret for færgerne, men med færgepuljen har staten over de sidste par år ydet et kontant ekstra bidrag til at sikre en tiltrængt udskiftning og modernisering af en lang række færger til de danske øer", siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder.
Der er ved den seneste uddeling givet to afslag. Aalborg Kommune har på baggrund af kommunens størrelse og økonomi fået afslag på støtte til en ny Egholm-færge. Og Faaborg-Midtfyn Kommune har fået afslag på yderligere støtte til en ny færge til Avernakø/Lyø. Kommunen har tidligere modtaget 49 millioner kroner til færgen.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet