DFDS sælger udlejet passagerskib
DFDS har solgt passagerskibet Duke of Scandinavia til Brittany Ferries, Salget giver DFDS en avance på 30 millioner kroner som vil indgå i overskuddet for indeværende regnskabsår.
Duke og Scandinavia blev i 1978 bygget til Esbjerg-Harwich-ruten, hvor det under navnet Dana Anglia sejlede i hovedparten af tiden. Skibet har siden februar 2006 været udlejet til Brittany Ferries på en bareboat-charter.
Salget er et skridt hen imod rederiets mål om at forynge flåden og sikre en optimal tilpasning af tonnagen til behovet på vores ruter.
"Vi har aftalt med køber, at vi ikke oplyser salgsprisen. Men der er tale om en god handel for begge parter, bl.a. fordi det følger direkte efter længere tids samarbejde om en charteraftale, hvilket har gjort processen og handlen særdeles ukompliceret", siger koncerndirektør Søren Jespersen.
For DFDS medfører handelen, at den investerede kapital nedbringes, og desuden opnås en avance på ca. 30 millioner kroner som vil give en tilsvarende forbedring af koncernens årsresultat, der som tidligere meddelt forventedes at være i størrelsesordenen 500 millioner kroner.