Ni evakueret efter grundstødning
Ni besætningsmedlemmer om bord på den grønlandske kammuslingfisker Sonia Kiil II er blevet evakueret af søværnets inspektionsskib Knud Rasmussen. Det sker efter at fiskerskibet løb på et skær ca. 25 sømil nord for Godthåbsfjorden.
Fiskerskibets kaptajn udsendte nødsignaler torsdag middag, og allerede et kvarter efter var inspektionsskibet, der tilfældigt befandt sig i området, fremme ved det nødstedte skib der havde kraftig slagside.
Inspektionsskibet brugte sin gummibåd til at færge fiskerskibets besætning, der alle var iført overlevelsesdragter og redningsveste, i sikkerhed om bord på Knus Rasmussen. På grund af gummibådens størrelse måtte der to ture til, før alle var evakueret.
Den evakuerede besætning er nu bragt til Nuuk, og det overvejes, hvordan man skal få Sonia Kiil II trukket fri af skæret igen.
Kilde: Grønlands Kommando