Maskinmestre er imod ny kvoteordning
Folketinget har i finanslovsforliget imidlertid valgt at indføre kvoter og dermed loft for antallet af studerende på uddannelserne til maskinmester og skibsofficer. Det har Danmark som samfund ikke råd til. Det mener Maskinmestrenes Forening.
"Politikerne så rigtigt, da de i 2008 indførte frit optag på Danmarks bredeste tekniske uddannelse, og i de seneste år er antallet af studerende mere end fordoblet på landets maskinmesterskoler og maritime uddannelsescentre", siger Per Jørgensen, formand for Maskinmestrenes Forening.
Trods finanskrisen er efterspørgslen efter maskinmestre stor og vil være stærkt stigende i de kommende år på grund af vækst i en række industrier inden for bl.a. offshore og vedvarende energi.
Lige nu mangler der 170 fuldtidsstillinger for at sikre fuld beskæftigelse blandt de næsten 8.000 erhvervsaktive maskinmestre, og Per Jørgensen forventer, at ledigheden blandt maskinmestre i løbet af foråret 2011 vil falde til under 60 fuldtidsstillinger.
"Med en kortsigtet økonomisk betragtning risikerer folketinget at bremse udviklingen, og for at undgå mangel på maskinmestre i en lang række brancher er det nødvendigt at bevare antallet af studerende på et højt niveau. Maskinmester-uddannelsen er en succes, og skolerne har investeret på baggrund af et stigende behov for maskinmestre", siger Per Jørgensen.
Per Jørgensen siger, at han er enig med videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i, at det er en vigtig samfundsopgave at få uddannet kandidater nok med de naturvidenskabelige og tekniske kompetencer, som samfundet efterspørger.
"Og det er bl.a. maskinmestre", siger Per Jørgensen.
Kilde: Maskinmestrenes Forening