Maritime virksomheder drager til Indien
Alle taler om Brasilien, Rusland og Indien, men de fleste virksomheder har forsømt disse hurtigt voksende markeder i de hektiske år, der var helliget fjernøsten. Men nu er det på tide, at øjnene stiller skarpt på Indien. Det mener Danish Marine Group.
"For at danske leverandører kan blive en del af den marineindustri, der igen spirer i Indien, og få andel i den store import af marineudstyr til nybygninger, har vi arrangeret et "India Road Show", siger Mark Lerche fra Danish Marine Group.
Initiativet støttes af Eksportrådet og Erhvervs- og Økonomiminister Brian Mikkelsen vil være til stede under netværkets seminarer i Mumbai og Chennai og repræsenterer det officielle Danmark ved den lejlighed.
Eksportfremstødet finder sted den første uge af januar 2011 og inkluderer også besøg til yderligere to destinationer, nemlig Kochi og Vizag.
Med en forventet vækstrate på mere end 8 procent i 2011, regner man med, at verdens største demokrati vil være den 3. største økonomi i verden om et par årtier. Det makro-økonomiske fundament er generelt robust i Indien, men den maritime industri har været langsom til at udvikles på trods af en 7.500 km lang kystlinje.
Det betyder, at 60-70 procent af udstyret til nybygningerne på de nyeste værfter som eksempelvis Hindustan Shipyard i Vizag på nuværende tidspunkt importeres. Med en eksisterende indisk kommerciel flåde, hvor 42 procent er over 20 år, åbnes nybygningsmarkedet også for det lokale skibsbygningsmarked, selvom de fleste indisk byggede skibe i dag bestilles af ikke-indiske rederier.
Selvom handlen mellem Indien og Danmark har været ret stabil gennem de sidste 5 år og den danske eksport til Indien tidligere har været domineret af marineindustrien, er faktum, at Danmark i dag mister markedsandele i landet.
Kilde: Danish Marine Group