Aftenmøde om arktisk sejlads
Skibsteknisk Selskab arrangerer i samarbejde med Maritimt Selskab et aftenarrangement i Ingeniørforeningen på Kalvebod Brygge, mandag den 17. januar. På mødet informeres der om aktuelle initiativer omkring arktisk sejlads, såvel praktiske erfaringer som regeldannelsen
Skibstrafikken i farvandene omkring Grønland er stigende. Klimaforandringerne i Arktis har medført en tilbagetrækning af isen særligt i sommerhalvåret. Det giver en stigende interesse for at besøge områder i Grønland med krydstogtskibe - områder som for få år siden ikke var mulige at besejle som følge is.
Samtidig har priserne på råstoffer og ikke mindst en langsigtet forventning om mangel på olie og naturgas øget interessen for at kunne udnytte de ressourcer, som findes i de arktiske egne.
Isens tilbagetrækning åbner også mulighed for nye skibsruter gennem nordøst- og nordvestpassagen og giver markante besparelser i afstanden ved søtransport af varer mellem Europa og Asien.
De seneste prognoser for klimaforandringer tyder på, at det vil være muligt at besejle de nye ruter i sommermånederne i løbet af få år. Uanset klimaforandringerne vil de arktiske farvande imidlertid stadig være udsat for vejrforhold, der stiller særlige krav til de skibe, der sejler i disse områder.
Tilstedeværelsen af is, lave temperaturer og ekstremt vejr vil fortsat være en del af de forhold, som der skal tages hensyn til.