Royal Arctic Line kontraherer fem skibe
Royal Arctic Line har bestilt fem nye skibe på det tyske P + S Werften i Stralsund. Det største af de fem nye skibe indsættes i Atlantsejladsen, mens de øvrige vil indgå i bygdebesejlingen. Der er tale om den største samlede ordre i rederiets historie.
”Skibe til grønlandske forhold er ikke noget man lige piller ned fra hylden på et hvilket som helst værft. Vi har haft en lang udvælgelsesproces, hvor mere end 30 værfter har været inde i billedet, inden valget faldt på P+S Werften”, siger administrerende direktør i Royal Arctic Line, Jens Andersen.
De fem nye skibe fordeler sig på tre typer.
Et skib er en moderniseret udgave af Royal Arctic Lines ILUMAX-containerskib Mary Arctica, der har sejlet for rederiet de sidste fem år med stor succes. Skibet, der vil erstatte Arina Arctica, får en kapacitet på 606 TEU - med mulighed for at tilslutte op til 255 kølecontainere.
To af skibene får en kapacitet på 108 TEU - heraf 80 med reefer plugs. Det ene skib vil erstatte det over 30 år gamle Pajuttaat. Begge skibe skal sejle for både Royal Arctic Line, og i bygdebesejlingen når der er behov for det.
De to mindste skibe får en kapacitet 36 TEU - heraf 26 med reefer plugs. Disse skibe vil hovedsagelig blive benyttet af Royal Arctic Bygdeservice, og skal erstatte den meget nedslidte tonnage som i dag forsyner bygderne i Grønland.
”Vi ser frem til leveringen af de nye skibe. Så får vi et bedre og mere fleksibelt system, med en højere grad af containerisering, som fra starten bliver til glæde for både de kunder der skal have gods ind til bygderne og de kunder der eksporterer - typisk frosne varer, siger administrerende direktør John Rasmussen, Royal Arctic Bygdeservice.
De fem skibe koster i alt omkring 700 millioner danske kroner. Royal Arctic Line investerer 20 procent af den samlede byggesum, mens resten lånes i den tyske investeringsbank
KFW, der har stor erfaring i skibsinvesteringer.
Skibene bliver alle leveret i løbet af 2012, hvorefter en række ældre skibe i Royal Arctic Lines flåde bliver udfaset.
Kilde: RAL