US Navy tager levering af ni krigsskibe
Den kommende amerikanske præsident Donald Trump har annonceret en massiv udbygning af den amerikanske flåde - fra de nuværende 272 krigsskibe til i fremtiden 350. Men allerede i år tager USA Navy levering af ni nye krigsskibe.
Det største og mest slagkraftige af de nye skibe er uden tvivl hangarskibet USS Gerald R. Ford. Skibet er det første i en ny generation af hangarskibe, der tager over efter de succesfulde hangarskibe af først Enterprise- og derefter Nimitz klassen.
USS Gerald R. Ford, og de efterfølgende hangarskibe af samme type, bliver endnu større og endnu mere slagkraftige end deres forgængere. Og endnu dyrere. Et hangarskib af Gerald R. Ford-klassen koster godt 75 milliarder kroner, og tager næsten 10 år at færdiggøre - fra kølen bliver lagt og indtil skibet er operationsklar.
Ud over USS Gerald R. Ford, der ventes leveret sidst på året, tager flåden levering af fire avancerede Freedom- og Independence-class littoral combat skibe: USS Gabrielle Giffords, USS Little Rock, USS Omaha og USS Sioux City.
Endelig vil to nye destroyere, USS John Finn og USS Rafael Peralta, samt to nye ubåde, USS Washington og USS Colorado, indgå i flådens tal i løbet af året.
I den modsatte ende ventes tre ubåde at forlade den amerikanske flåde i løbet af 2017.
Kilde: MarEx