Verdens dyreste gasrørledning på vej
En gigantisk ny gasrørsledning skal fremover forbinde Alaska med resten af USA. Rørledningen vil kunne dække 7 procent af USAs energibehov, og dermed mindske landets afhængighed af importeret olie.
Den kommer til at koste mellem 125 og 210 milliarder kroner. Og den bliver næppe køn. Alligevel er der udsigt til, at den kommende gasrørledning mellem den nordligste amerikanske stat Alaska og resten af fastlandsstaterne, kan blive yderst populær. Ikke mindst blandt politikerne. For den mindsker USA's afhængighed af de arabiske lande. Det skriver CNN.
Ideen til den nye gasrørledning er kommet efter, at der er fundet en række store gasfelter i Alaska, og dem ønsker det amerikanske energiselskab ConcoPhillips nu at forbinde med resten af USA.
"Vi er klar til at lave betydelige investeringer uden statsmidler for at få dette projekt op og stå", skriver ConcoPhillips i en meddelelse.
Hvis gasrørledningen bliver bygget, vil det i givet fald blive verdens største energianlæg.
Kilde: business.dk