Japanere tøver med nye kæmpeskibe
Maersk Lines store nye Triple-E containerskibe lægger pres på konkurrenterne for at følge trop, og bestille nye kæmpeskibe for at bevare konkurrenceevnen overfor Mærsk. Men de store japanske rederier tøver.
”Enten bestiller de store skibe nu, hvorved de hjælper med til at skabe det næste scenarie med overkapacitet, eller også holder de fast i deres mindre skibe og får en ulempe i forhold til enhedsomkostninger, hvis og når andre rederier fylder deres skibe op”, siger Lars Jensen, der er chef hos danske SeaIntel Maritime Analysis, til Lloyds List.
Ifølge avisen vil det store japanske containerrederi K Line vente op til et år med at tage en beslutning, og Nippon Yusen Kisen Kaisha og Mitsui OSK Lines har også været tilbageholdende i den sidste ordrerunde.
Begge rederier har valgt at indchartre skibe på 13-14.000 TEU fra alliancepartnere i stedet for selv at købe.
Kilde: proinvestor.dk