Hamburg igen næststørste havn i Europa
Containervolumen i Hamburg havn steg i de første ni måneder af året med 15 procent på øget handel med Asien og Østeuropa. Dermed overhaler havnen Antwerpen som Europas næststørste containerhavn.
Antallet af standardcontainere steg til 6,8 millioner TEU i de første 3 kvartaler, mens den samlede handelsvolumen steg med 11 procent til 99 millioner tons.
I Antwerpen øgedes containervolumen kun med 3,1 procent til 6,5 millioner TEU i samme periode.
Rotterdam, der stadig er Europas suverænt største havn, havde en næsten 8 procent stigning til 9 millioner TEU, ifølge de to havnes opgørelser.
Hamburg mistede andenpladsen til Antwerpen i 2009 efter den globale økonomiske krise, der førte til et markant fald i mængderne. En stigning i handelen med Østeuropa og Asien gør nu godt i Tysklands største havn, mens
Europas gældskrise hæmmer væksten i regionens store økonomier.
”Vi forventer ikke at se en nedgang i samhandelen ad søvejen med de vigtige markeder i Kina, Asien, Amerika og landene i Østersøregionen i 2012”, siger Hamburg havns marketingsdirektør Claudia Roller .
Kilde: Hamburg Hafen