Zulu-show på Oslo-båden
DFDS lægger skib til, når TV 2 den 2. Februar afholder sit årlige Zulu Awards show. Pearl Seaways bliver rammen for et show, der vil blive afholdt forskellige steder på skibet. Resultatet kan ses på Zulu og TV 2 Play 5. februar.
“Det tog ikke mange minutter at tage dén beslutning,” fortæller Kevin Helsinghof, DFDS Country Manager, da han blev kontaktet af TV 2 om muligheden for at benytte DFDS skibet Pearl Seaways til afholdelse af Zulu Awards 2017. “Selvfølgelig er vi med på idéen og stolte over, at TV 2 valgte vores skib til denne begivenhed. Vi ser store muligheder i at være vært for sådan en event, da den bliver transmitteret til en målgruppe, som vi rigtig gerne vil nå,” siger Kevin Helsinghof.
Selve showet bliver afholdt, mens skibet ligger ved Oslo-kajen i København. Men når det bliver tid til after-party, sætter skibet kurs mod Oslo.
Showet vil uddele priser i 12 forskellige kategorier med 'SJIT Happens'-skuespiller og komiker Ruben Søltoft som vært, mens Suspekt, Gulddreng og Medina er blandt de kunstnere, der skal spille op til fest på de to scener i løbet af aftenen.
Kilde: DFDS og TV 2