Sea War Museum Jutland på ny ekspedition
I samarbejde med danske og udenlandske forskere er Sea War Museum Jutland draget afsted på årets første ekspedition til Orkneyøerne. I Scapa Flow ligger hele den tyske flåde fra første verdenskrig, sammen med mange andre vrag fra alle tider.
Ekspeditionen er et forskningsprojekt og en videnskabelig undersøgelse af skibsvragene, som ligger på bunden af Scapa Flow på Orkneyøerne.
Udover ny viden skal ekspeditionen også bidrage til at formidle historien om søkrigene under første verdenskrig, sænkningen af den tyske flåde ved Scapa Flow samt nedbrydningen af skibsvrag på havbunden. Det forventes at ske i form af en TV-dokumentar, artikler og bøger samt museumsudstillingen ved Sea War Museum i Thyborøn.
Ekspeditionen sejlede fra Thyborøn den 20. januar og ventes at være nået frem til Scapa Flow nu. Herefter vil der blive arbejdet i 24 timers drift med scanninger af havbunden i op til 10-12 døgn, inden der sejles retur til Thyborøn.
Der scannes også fra en mindre medbragt surveybåd i dagtimerne, ligesom der er en hurtigsejlende offshore båd til forefaldende sejlads.
Ekspeditionen forventes tilbage i starten af februar.
Ekspeditionen og nogle af resultaterne kan følges på Sea War Museums Facebookside: https://www.facebook.com/seawarmuseum.dk/ og hjemmeside www.seawarmuseum.dk
Kilde: JD-Contractor