Forsvarsminister glad for bred fregat-støtte
Det var et bredt flertal i Folketinget, der i dag besluttede, at fregatten Peter Willemoes må indtræde som støtte for USS George H.W. Bush i den amerikanskledede hangarskibsgruppe i Middelhavet og dermed gå i krig mod ISIL.
”Jeg er glad for, at et bredt flertal i Folketinget har valgt at bakke op om beslutningen om at udsende fregatten til den amerikanske hangarskibsgruppe. Det er et bidrag, som er med til at gøre Søværnet endnu dygtigere samtidig med, at vi kan spille en rolle i kampen mod ISIL. Det mener jeg er en rigtig god måde at bruge vores ressourcer på,” siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse.
Flertallet tæller regeringspartierne, Socialdemokratiet og de radikale, mens Enhedslisten, SF og Alternativet stemte i mod.
Fregatten vil indgå i “Carrier Strike Group 2” omkring hangarskibet USS George H.W. Bush, hvorfra 70 fly ombord kan angribe ISIL-styrker på landjorden.
USS George H.W. Bush er for få dage siden ankommet til Middelhavet, hvor det afløser USS Dwight D. Eisenhower, der returnerede til sin base i Norfolk omkring nytår.
USS George H.W. Bush er det tiende og sidste skib i Nimitz-klassen. Kølen blev lagt i 2003 og skibet blev leveret til den amerikanske flåde i 2009. Prisen var 6,2 mia. dollar.
Hangarskibet og de øvrige skibe i gruppen i Middelhavet har en samlet besætning på 7.500 mand.
Peter Willemoes skal deltage i gruppen frem til starten af maj, oplyser Forsvarsministeriet.
Kilde: Forsvarsministeriet m.fl.
Få en tur rundt på USS George H.W. Bush og se skibet forladen basen i Norfolk, Virginia, 21. januar, hvor det satte kurs mod Middelhavet.