Lang flænge i bunden af grundstødt skib
Der er en 50 meter lang og 20 centimeter bred flænge i bunden af det portugisiske containerskib Victoria, der fredag stødte på grund nordvest for Fyns Hoved. Det viser en dykkerundersøgelse af skibet, der samtidig slår fast, at risikoen for et større olieudslip er begrænset.
”Det ser ud som om olien er størknet ved mødet med det kolde vand, og at der således ikke lækkes olie fra tanken på nuværende tidspunkt. Vi afventer nu en endelig rapport indeholdende en komplet beskrivelse af alle skader på skibet, siger vagtholdslederen hos Forsvarets Operationscenter.
Når koldt vand trænger ind i tanke med fuelolie presser vandet olien op i tankene, samtidig med at olien nedkøles og bliver til en næsten fast masse. Selv om der er hul indtil brændstoftanke om bord på containerskiber, er risikoen for et større udslip af olie derfor begrænset.
På trods af at forsvaret har haft flere fly og helikoptere i luften, og skibe på vandet, er der ikke gjort nye fund af olie mandag. Men mindre klumper af olie er som tidligere fortalt her på Maritime Danmark flydt i land på Endelave og kysten mellem Horsens og Vejle Fjord. Også havfugle er blevet ramt.
Forsvaret fortsætter med at observere området, og har yderligere indsat
fartøjet Miljø 103. Det har den fordel, at det kan bekæmpe olieforurening på lavt vand og dermed meget tæt på kysten.
Det er fortsat ikke med sikkerhed fastslået, at den olie der er funder stammer fra Victoria. Men antagelsen er nærliggende.
Kilde: Forsvarets Operationscenter